En personlig fortælling om internettets storhed og fald – om at blive forført og siden forrådt af en teknologi, der er sivet ind i alle sprækker af vores liv.

Mikkel Boris, en ret så gennemsnitlig internetbruger og millenial, har med denne bog sat sig for at undersøge, hvorfor internettet ikke er så fedt, som det plejede at være. Han erindrer en fjern fortid, der gik med at spille Mujaffa i skolens edb-lokaler, chatte med piger fra parallelklassen på MSN og slå sine venner ihjel på netcaféens natarrangementer. Som teenager åbenbarede internettet sig for ham som et omnipotent redskab, der satte ham i forbindelse med mennesker over hele kloden og gav ham adgang til alverdens kultur.

Men pludselig begyndte internettet at forstyrre ham. Langsomt mistede han evnen til at fordybe sig. Og i dag sidder han tilbage, med zoom-fatigue og seneskedehindebetændelse og spilder sin tid på nogle platforme, der udnytter deres monopol til at stopfodre os med kommercielt junk, designet til at fastholde vores opmærksomhed og tjene penge til en gruppe aktionærer et sted i Californien.

Forfatteren vover derfor den provokerende påstand, at internettet har mistet sin kulturelle relevans – det er dødt.

Dem, der stadig lytter til bøger, får her glæde af et rasende rant om distraherende notifikationer, tabt koncentrationsevne og det selvhad, der følger, når man scroller uden egentlig at have lyst. Den formulerer en genkendelig fornemmelse af digital udmattelse med et mavesurt svirp.