FUN, FAME, FORTUNE

Der er dem,

jeg nemt kan grine af.

Reality.

Overflade.

Penge, kroppe, kameraer.

Det er ikke mig,

siger jeg.

Og det føles rart

at sige det højt.

Som om jeg står et bedre sted.

Jeg kalder det plat.

Uintelligent.

Forfladigende.

Og på mange måder

mener jeg det.

Men der er også noget andet,

der stikker.

For de lykkes.

Med fun.

Med fame.

Med fortune.

Alt det,

jeg selv længes efter,

men helst vil have

ad en anden vej.

Jeg ser på dem

og tænker:

Det dér vil jeg ikke være.

Og samtidig:

Hvorfor tør jeg ikke det,

jeg selv vil?

Måske er det nemmere

at tage afstand

end at tage ansvar.

At kalde noget latterligt

frem for at risikere

at blive det selv.

For når man peger fingre,

står man sikkert.

Når man viser sig frem,

bliver man sårbar.

Jeg ved godt,

det ikke handler om dem.

Det handler om mig.

Om mit eget mod.

Min egen frygt.

Min egen tilbageholdenhed,

forklædt som værdighed.

Jeg kan blive ved

med at grine af andre,

der gør noget.

Eller jeg kan indrømme,

at bolden ligger hos mig.

For jeg får ikke succes

som mig selv

ved at stå på sidelinjen

og kommentere.

Jeg får den kun,

hvis jeg tør stille mig frem.

Ikke som dem.

Men som den,

jeg faktisk er.

Og det er måske

den sværeste form

for synlighed.

+

FRA DEN ANDEN SIDE AF KAMERAET

Jeg ser dig godt.

Du sidder der

og ryster lidt på hovedet.

Kalder det plat.

Overfladisk.

For meget.

Og jeg forstår dig.

Virkelig.

For det, vi laver,

er ikke fint.

Ikke subtilt.

Ikke pakket ind i idealer.

Det er synligt.

Højt.

Nøgent.

Men ved du hvad,

jeg undrer mig over?

Dit mod.

Eller rettere:

dit behov for

at være værdig

før du er synlig.

Du vil gerne gøre noget vigtigt.

Noget rigtigt.

Noget, der kan stå distancen.

Og imens

står du og venter.

På det rette format.

Den rette timing.

Den rette tilladelse.

Jeg gjorde noget andet.

Jeg viste mig frem,

før jeg var klar.

Før det var perfekt.

Jeg tog imod blikkene.

Dommerne.

Latteren.

Ikke fordi jeg ikke mærkede den.

Men fordi jeg ikke kunne vente

på at blive færdig.

Du kalder det forfald.

Jeg kalder det handling.

Du kalder det dekadent.

Jeg kalder det eksponering.

Og nogle gange tænker jeg:

Hvad nu hvis dine standarder

ikke kun beskytter dig –

men også holder dig tilbage?

Hvad nu hvis din værdighed

er blevet så fin,

at den aldrig får lov

at komme ud i verden?

Jeg ser din foragt.

Den er mild.

Men den er der.

Og jeg ser din længsel.

Den er tydeligere.

For vi vil faktisk

noget af det samme.

At blive set.

At få gennemslag.

At mærke,

at det vi gør,

har betydning.

Forskellen er bare,

at jeg sagde ja

til spotlightet,

før jeg...