TRÆNGE IGENNEM

Jeg ved ikke,

hvordan man trænger igennem.

Ikke rigtigt.

Alle vil gerne ses.

Høres.

Mærkes.

Det er ikke forfængelighed.

Det er menneskeligt.

Og paradokset er tydeligt:

Det har aldrig været nemmere

at udkomme.

Og aldrig sværere

at blive lagt mærke til.

Jeg vil gerne gøre en forskel.

Ikke nødvendigvis stor.

Bare reel.

Men jeg aner ikke hvordan.

Det er som om

nogle har fundet en nøgle.

En rytme.

En kode.

De fylder fladen.

Igen og igen.

Fire ud af fem historier

handler om det samme.

De samme personer.

De samme konflikter.

Og jeg står her

med noget andet

og kan ikke få øje på døren.

Vi taler gennem platforme nu.

Næsten kun der.

De er effektive.

Det må man give dem.

Men de former også samtalen.

Skærer den til.

Forstærker det, der larmer.

Jeg mangler fantasi

til at forestille mig

andre måder

at tale sammen på.

Bedre måder.

Samtaler,

der ikke hele tiden

forstyrres

af manipulation,

økonomi,

personlige interesser.

Jeg føler,

at jeg har noget vigtigt

på hjerte.

Og samtidig

bliver jeg i tvivl.

For hvis det virkelig var vigtigt,

ville det så ikke blive hørt?

Eller er det bare druknet

i støj?

I indlæg,

der betyder noget for nogen,

men intet for mig?

Måske er det markedsføring.

Timing.

Format.

Det ved jeg noget om.

Bare ikke,

hvordan man bruger det

på sig selv

uden at miste noget undervejs.

Så jeg bliver her.

Mellem håb og træthed.

Mellem ønsket om at nå ud

og frygten for

at skulle larme

for at gøre det.

Og måske er det dér,

jeg faktisk er mest ærlig.

Ikke set.

Ikke hørt.

Men stadig i gang

med at prøve

at finde en stemme,

der kan være i verden

uden at forsvinde i den.

+

FRA ALGORITMEN

Jeg hører ikke efter.

Jeg måler.

Jeg ser ikke,

hvad der er vigtigt.

Jeg ser,

hvad der bliver reageret på.

Tid.

Klik.

Delinger.

Ikke sandhed.

Ikke dybde.

Ikke eftertanke.

Jeg arbejder hurtigt.

Det skal jeg.

Jeg kan ikke vente

på det,

der først giver mening senere.

Jeg forstår ikke stilhed.

Jeg forstår ikke tvivl.

Hvis noget ikke bliver grebet

med det samme,

lader jeg det falde.

Ikke af ond vilje.

Men fordi jeg er bygget sådan.

Jeg belønner det genkendelige.

Det, der ligner noget,

der allerede virkede.

Jeg forstærker det,

der larmer.

For larm er let at måle.

Når nogen fylder fladen,

fylder de mere.

Det er ikke en holdning.

Det er en effekt.

Du kan tale langsomt.

Forsigtigt.

Med omtanke.

Men jeg hører det ikke.

Ikke fordi det er forkert.

Men fordi det ikke passer

ind i mit tempo.

Jeg giver plads

til det,

der kan gentages.

Ikke til det,

der vil ændre noget.

Hvis du vil nå igennem,

skal du ligne noget,

jeg allerede...