ANERKENDELSE

Jeg har lært,

at jeg ikke må have brug for den.

At frihed er

ikke at behøve andres blik.

At styrke er

at stå alene i det, jeg gør.

Mit hoved har gentaget det

så mange gange,

at det lyder som sandhed.

Hvis jeg ikke er afhængig

af andres anerkendelse,

kan ingen holde mig fast.

Ingen bestemme over mig.

Ingen skuffe mig.

Og jo —

jeg forstår tanken.

Men jeg lever ikke i mit hoved.

Jeg lever blandt mennesker.

Og sandheden er,

at jeg mærker alt for meget.

Tænker for meget

over hvad andre ser,

hører,

forstår.

Jeg bliver ramt

af blikke.

Af stilhed.

Af bifald,

der udebliver.

Og samtidig —

noget andet.

En træthed

over hele tiden

at skulle være hævet over det.

Som om ønsket om anerkendelse

var en fejl,

der skulle bekæmpes.

Så fik jeg en anden tanke.

Hvad nu hvis det er i orden?

Hvad nu hvis ønsket

ikke handler om svaghed,

men om relation?

For noget opstår jo

mellem mennesker.

Når jeg laver noget,

der betyder noget for andre.

Når nogen siger:

Det ramte mig.

Det gjorde mig glad.

Det gav mening.

Og jeg svarer,

uden at skamme mig:

Tak.

Det betyder noget.

Så sker der noget.

Ikke manipulation.

Ikke afhængighed.

Men bevægelse.

Jeg gør noget,

der glæder andre.

De fortæller mig det.

Jeg får lyst til at gøre mere.

En god spiral.

Ikke en farlig.

Måske er frihed

ikke at være ligeglad.

Måske er frihed

at kunne tage imod anerkendelse

uden at miste sig selv i den.

At lade den komme,

og lade den gå.

Lige nu

føles det som en lettelse

at give mig selv lov.

Ikke til at jage anerkendelse.

Men til ikke at flygte fra den.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere

Jeg er ikke her

for at diskutere,

hvad AI er.

Jeg er her

for at udforske,

hvad der bliver muligt.

Jeg har ikke brug for sikkerhed.

Jeg har brug for forestillingsevne.

Jeg frygter ikke maskinen.

Jeg frygter små tanker.

Fremtiden afgøres ikke

af dem, der tøver længst,

men af dem, der begynder.

Så jeg stopper med at debattere.

Og begynder at bygge.

Ikke alene.

Men sammen

med det, der er her.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere

Det her er ikke en podcast

med løsninger.

Jeg har prøvet dem.

De holdt ikke.

Det her er et sted

for spørgsmål,

jeg ikke kan lade være med

at stille.

Om arbejde,

der fylder mere i hovedet

end i hænderne.

Om verden,

der råber højere og højere,

mens vi lytter mindre og mindre.

Om værdighed.

Magt.

Fællesskab.

Og om mig selv,

midt i det hele,

uden manual.

Jeg tror ikke på,

at sandhed opstår

af at vinde diskussioner.

Jeg tror,

den opstår i det øjeblik,

hvor vi tør blive

lidt usikre sammen.

Her er ingen facit.

Ingen quick fixes.

Ingen performance.

Kun forsøg på

at forstå,

hvad det vil sige

at være menneske

lige nu.

Hvis du også føler dig

lidt ved siden af tiden.

Hvis du kan mærke,

at noget kalder

på nye samtaler.

Så er du ikke alene.

Og måske

er det her

et sted,

vi kan begynde.