ANERKENDELSE

Jeg har lært,

at jeg ikke må have brug for den.

At frihed er

ikke at behøve andres blik.

At styrke er

at stå alene i det, jeg gør.

Mit hoved har gentaget det

så mange gange,

at det lyder som sandhed.

Hvis jeg ikke er afhængig

af andres anerkendelse,

kan ingen holde mig fast.

Ingen bestemme over mig.

Ingen skuffe mig.

Og jo —

jeg forstår tanken.

Men jeg lever ikke i mit hoved.

Jeg lever blandt mennesker.

Og sandheden er,

at jeg mærker alt for meget.

Tænker for meget

over hvad andre ser,

hører,

forstår.

Jeg bliver ramt

af blikke.

Af stilhed.

Af bifald,

der udebliver.

Og samtidig —

noget andet.

En træthed

over hele tiden

at skulle være hævet over det.

Som om ønsket om anerkendelse

var en fejl,

der skulle bekæmpes.

Så fik jeg en anden tanke.

Hvad nu hvis det er i orden?

Hvad nu hvis ønsket

ikke handler om svaghed,

men om relation?

For noget opstår jo

mellem mennesker.

Når jeg laver noget,

der betyder noget for andre.

Når nogen siger:

Det ramte mig.

Det gjorde mig glad.

Det gav mening.

Og jeg svarer,

uden at skamme mig:

Tak.

Det betyder noget.

Så sker der noget.

Ikke manipulation.

Ikke afhængighed.

Men bevægelse.

Jeg gør noget,

der glæder andre.

De fortæller mig det.

Jeg får lyst til at gøre mere.

En god spiral.

Ikke en farlig.

Måske er frihed

ikke at være ligeglad.

Måske er frihed

at kunne tage imod anerkendelse

uden at miste sig selv i den.

At lade den komme,

og lade den gå.

Lige nu

føles det som en lettelse

at give mig selv lov.

Ikke til at jage anerkendelse.

Men til ikke at flygte fra den.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere

Jeg er ikke her

for at diskutere,

hvad AI er.

Jeg er her

for at udforske,

hvad der bliver muligt.

Jeg har ikke brug for sikkerhed.

Jeg har brug for forestillingsevne.

Jeg frygter ikke maskinen.

Jeg frygter små tanker.

Fremtiden afgøres ikke

af dem, der tøver længst,

men af dem, der begynder.

Så jeg stopper med at debattere.

Og begynder at bygge.

Ikke alene.

Men sammen

med det, der er her.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere

Det her er ikke en podcast

med løsninger.

Jeg har prøvet dem.

De holdt ikke.

Det her er et sted

for spørgsmål,

jeg ikke kan lade være med

at stille.

Om arbejde,

der fylder mere i hovedet

end i hænderne.

Om verden,

der råber højere og højere,

mens vi lytter mindre og mindre.

Om værdighed.

Magt.

Fællesskab.

Og om mig selv,

midt i det hele,

uden manual.

Jeg tror ikke på,

at sandhed opstår

af at vinde diskussioner.

Jeg tror,

den opstår i det øjeblik,

hvor vi tør blive

lidt usikre sammen.

Her er ingen facit.

Ingen quick fixes.

Ingen performance.

Kun forsøg på

at forstå,

hvad det vil sige

at være menneske

lige nu.

Hvis du også føler dig

lidt ved siden af tiden.

Hvis du kan mærke,

at noget kalder

på nye samtaler.

Så er du ikke alene.

Og måske

er det her

et sted,

vi kan begynde.

NYE SAMTALER

Jeg forstår godt,

hvorfor samtalerne lyder,

som de gør.

På tv.

I radioen.

I aviserne.

På skærmen i min hånd.

Det virker.

Vi reagerer ikke længere

på det stille.

Det nuancerede.

Det langsomme.

Vi skal have mere.

Hurtigere.

Hårdere.

Postulater.

Firkantede sandheder.

En fjende at pege på.

En stemme,

der taler højere

end de andre.

Jeg er ikke naiv.

Jeg ved godt,

hvad der sker.

Opmærksomhed er en valuta.

Og det, der larmer mest,

får flest klik.

Den pæne samtale

taber.

Ikke fordi den er forkert.

Men fordi den er svag

i et system,

der belønner det ekstreme.

Alligevel er der noget,

der skurrer.

For midt i al effektiviteten

mister vi noget.

Evnen til at være uenige

uden at ville udrydde hinanden.

Vi kalder det ytringsfrihed.

Men ytringsfrihed er ikke

en slagmark.

Det er et privilegium.

Noget, der kun eksisterer,

så længe vi behandler det

med omtanke.

For hvis alt bliver tilladt,

bliver intet muligt.

Og hvis alle råber,

forsvinder samtalen.

Jeg drømmer om noget andet.

Nye medier.

Nye rum.

Nye måder at tale sammen på.

Ikke blødere.

Ikke konfliktsky.

Bare mere menneskelige.

Samtaler,

der ikke vinder ved at knuse andre.

Men ved at åbne noget.

Jeg ved godt,

det er sværere.

Men jeg tror,

tiden kalder på det.

For verden har ikke kun brug

for stærkere stemmer.

Den har brug

for bedre samtaler.

Mentioned in this episode:

Endnu lavere

DEM, DER FLYTTER MIG

Jeg troede,

det var de rigtige mennesker,

jeg spurgte.

Dem, der vidste noget

om erhverv.

Om penge.

Om hvordan man kommer videre.

Og jeg spørger dem stadig.

Det giver mening.

Men hver gang jeg for alvor

rykker mig,

sker det et andet sted.

I samtaler,

der ikke handler om arbejde.

Med mennesker,

der ikke spørger,

hvad jeg vil sælge.

Men hvordan jeg har det.

De siger ikke meget.

De lytter.

Og pludselig hører jeg

mig selv tydeligere.

Jeg opdager ting,

jeg ellers overser.

Hvad jeg ikke kan holde til.

Hvad der dræner mig.

Hvad der faktisk betyder noget.

Det er mærkeligt.

For de ved ikke ret meget

om penge.

Men de ved noget

om mig.

Og det gør en forskel.

Efter de samtaler

går jeg ikke derfra

med en plan.

Men med retning.

Det føles mere rigtigt.

Måske fordi jeg ikke

skal være nogen anden.

Måske fordi jeg ikke

skal forklare mig.

Jeg ved godt,

at verden ikke fungerer sådan.

Men jeg gør.

Og det er nok

det vigtigste,

jeg har lært

indtil videre.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere

SMØRHULLET

En del af mig siger:

Tag dig sammen.

Verden skylder dig ikke

et arbejdsliv med mening.

Regningerne er ligeglade

med, hvad du brænder for.

Stabilitet er ikke et svigt.

Ro er ikke at give op.

En anden del af mig siger:

Men jeg dør lidt af det.

Ikke dramatisk.

Bare langsomt.

Jeg kan godt udføre arbejdet.

Jeg kan godt smile.

Jeg kan godt levere.

Men når det er ligegyldigt,

går noget i mig i stå.

Jeg bliver flad.

Træt på en tom måde.

Den fornuftige del af mig siger:

Sådan har de fleste det.

Man arbejder for pengene

og lever i fritiden.

Det er voksenliv.

Den anden del af mig siger:

Jeg kan ikke få det til at hænge sammen.

Jeg tager arbejdet med hjem.

I hovedet.

I kroppen.

Og hvis arbejdet ikke betyder noget,

så begynder hele livet

at føles forkert.

Jeg har prøvet at vælge sikkerhed.

Det holdt ikke.

Jeg har prøvet at vælge passion.

Det holdt heller ikke.

Så her står jeg.

For krævende til systemet.

For ansvarlig til kaos.

En del af mig siger nu

næsten opgivende:

Hvad vil du egentlig?

En anden del af mig svarer:

Jeg vil bare kunne trække vejret,

mens jeg arbejder.

Ikke føle,

at jeg spilder mig selv.

Ikke føle,

at jeg gambler med økonomien.

Bare finde et sted,

hvor jeg ikke skal forklare,

hvorfor jeg vil begge dele.

Måske er det naivt.

Måske er det stædigt.

Men jeg kan mærke,

at jeg ikke kan lade være

med at lede.

Og lige nu

er det det eneste,

der føles rigtigt.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere

NÅR VI GÅR HVER FOR SIG

Han har en privat sundhedsforsikring.

Ikke for at springe køen over.

Ikke for at tage noget fra andre.

Han bruger den ikke

i det fælles system.

Han går et andet sted hen.

Det gør ikke hospitalerne dårligere

i morgen.

Det gør ikke lægerne færre

i sig selv.

Tværtimod

kan det lette presset.

Det lyder fornuftigt.

Det er fornuftigt.

Men noget ændrer sig alligevel.

For langsomt

holder han op med

at have brug for det fælles.

Han mærker det ikke i kroppen,

men i sin holdning.

Hvorfor betale for noget,

han ikke længere bruger?

Hvorfor kæmpe for et system,

han har fundet en genvej udenom?

Et andet sted i samfundet

findes det fælles stadig.

For dem,

der ikke har en forsikring.

For dem,

der ikke blev tilbudt en.

For dem,

der stadig tror på,

at vi løfter sammen.

De mærker ikke,

at nogen er sprunget foran.

De mærker bare,

at færre står sammen med dem.

For et fælles system

lever ikke af køer.

Det lever af opbakning.

Og når mange nok

har sikret sig selv,

bliver det sværere

at forklare,

hvorfor vi skal sikre hinanden.

Ingen ønskede at afvikle

det fælles.

Vi gled bare

stille

væk fra det.

Med gode argumenter.

Gode intentioner.

Og individuelle løsninger.

Spørgsmålet er ikke,

om private sundhedsforsikringer

er rigtige eller forkerte.

Spørgsmålet er,

hvordan vi bevarer lysten

til at betale for et fællesskab,

vi ikke længere

selv har brug for.

For den dag

viljen forsvinder,

er det ikke køen,

der er problemet.

Det er os.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere

Vi står overfor hinanden

uden at have valgt det.

Den ene bag et rat.

Den anden på asfalten.

Ingen af os vågnede i morges

med lyst til konflikt.

Jeg er på vej et sted hen.

Du er stoppet,

fordi du mener,

at vi alle er på vej

det forkerte sted hen.

Jeg forstår dit budskab.

Virkelig.

Jeg forstår bare ikke,

hvorfor jeg skal betale prisen

lige nu.

Du siger,

at nogen må tage den.

Jeg siger,

at jeg allerede gør.

Vi kigger på hinanden

og ser noget uventet:

Ikke fjender.

Men mennesker

med forskellige grænser

for,

hvornår noget er for meget.

Du kalder det nødvendigt.

Jeg kalder det urimeligt.

Begge ord

kan være sande

på samme tid.

For verden er ikke delt

i dem, der vil redde den,

og dem, der er ligeglade.

Den er delt

i dem, der handler nu,

og dem, der stadig prøver

at få hverdagen

til at hænge sammen.

Jeg ved ikke,

om din handling virker.

Du ved ikke,

om min vrede er forkert.

Men vi deler

den samme uro.

Frygten for

at det hele glider os af hænde.

Mødet opløses igen.

Trafikken starter.

Protesten flytter sig.

Men noget bliver hængende.

En fornemmelse af,

at ingen af os

kan løfte det alene.

Og at kampen ikke kun står

mellem dem, der stopper,

og dem, der vil videre.

Men mellem det liv,

vi lever,

og det liv,

vi ved,

vi burde kunne leve.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere