FUN, FAME, FORTUNE

Der er dem,

jeg nemt kan grine af.

Reality.

Overflade.

Penge, kroppe, kameraer.

Det er ikke mig,

siger jeg.

Og det føles rart

at sige det højt.

Som om jeg står et bedre sted.

Jeg kalder det plat.

Uintelligent.

Forfladigende.

Og på mange måder

mener jeg det.

Men der er også noget andet,

der stikker.

For de lykkes.

Med fun.

Med fame.

Med fortune.

Alt det,

jeg selv længes efter,

men helst vil have

ad en anden vej.

Jeg ser på dem

og tænker:

Det dér vil jeg ikke være.

Og samtidig:

Hvorfor tør jeg ikke det,

jeg selv vil?

Måske er det nemmere

at tage afstand

end at tage ansvar.

At kalde noget latterligt

frem for at risikere

at blive det selv.

For når man peger fingre,

står man sikkert.

Når man viser sig frem,

bliver man sårbar.

Jeg ved godt,

det ikke handler om dem.

Det handler om mig.

Om mit eget mod.

Min egen frygt.

Min egen tilbageholdenhed,

forklædt som værdighed.

Jeg kan blive ved

med at grine af andre,

der gør noget.

Eller jeg kan indrømme,

at bolden ligger hos mig.

For jeg får ikke succes

som mig selv

ved at stå på sidelinjen

og kommentere.

Jeg får den kun,

hvis jeg tør stille mig frem.

Ikke som dem.

Men som den,

jeg faktisk er.

Og det er måske

den sværeste form

for synlighed.

+

FRA DEN ANDEN SIDE AF KAMERAET

Jeg ser dig godt.

Du sidder der

og ryster lidt på hovedet.

Kalder det plat.

Overfladisk.

For meget.

Og jeg forstår dig.

Virkelig.

For det, vi laver,

er ikke fint.

Ikke subtilt.

Ikke pakket ind i idealer.

Det er synligt.

Højt.

Nøgent.

Men ved du hvad,

jeg undrer mig over?

Dit mod.

Eller rettere:

dit behov for

at være værdig

før du er synlig.

Du vil gerne gøre noget vigtigt.

Noget rigtigt.

Noget, der kan stå distancen.

Og imens

står du og venter.

På det rette format.

Den rette timing.

Den rette tilladelse.

Jeg gjorde noget andet.

Jeg viste mig frem,

før jeg var klar.

Før det var perfekt.

Jeg tog imod blikkene.

Dommerne.

Latteren.

Ikke fordi jeg ikke mærkede den.

Men fordi jeg ikke kunne vente

på at blive færdig.

Du kalder det forfald.

Jeg kalder det handling.

Du kalder det dekadent.

Jeg kalder det eksponering.

Og nogle gange tænker jeg:

Hvad nu hvis dine standarder

ikke kun beskytter dig –

men også holder dig tilbage?

Hvad nu hvis din værdighed

er blevet så fin,

at den aldrig får lov

at komme ud i verden?

Jeg ser din foragt.

Den er mild.

Men den er der.

Og jeg ser din længsel.

Den er tydeligere.

For vi vil faktisk

noget af det samme.

At blive set.

At få gennemslag.

At mærke,

at det vi gør,

har betydning.

Forskellen er bare,

at jeg sagde ja

til spotlightet,

før jeg...

TRÆNGE IGENNEM

Jeg ved ikke,

hvordan man trænger igennem.

Ikke rigtigt.

Alle vil gerne ses.

Høres.

Mærkes.

Det er ikke forfængelighed.

Det er menneskeligt.

Og paradokset er tydeligt:

Det har aldrig været nemmere

at udkomme.

Og aldrig sværere

at blive lagt mærke til.

Jeg vil gerne gøre en forskel.

Ikke nødvendigvis stor.

Bare reel.

Men jeg aner ikke hvordan.

Det er som om

nogle har fundet en nøgle.

En rytme.

En kode.

De fylder fladen.

Igen og igen.

Fire ud af fem historier

handler om det samme.

De samme personer.

De samme konflikter.

Og jeg står her

med noget andet

og kan ikke få øje på døren.

Vi taler gennem platforme nu.

Næsten kun der.

De er effektive.

Det må man give dem.

Men de former også samtalen.

Skærer den til.

Forstærker det, der larmer.

Jeg mangler fantasi

til at forestille mig

andre måder

at tale sammen på.

Bedre måder.

Samtaler,

der ikke hele tiden

forstyrres

af manipulation,

økonomi,

personlige interesser.

Jeg føler,

at jeg har noget vigtigt

på hjerte.

Og samtidig

bliver jeg i tvivl.

For hvis det virkelig var vigtigt,

ville det så ikke blive hørt?

Eller er det bare druknet

i støj?

I indlæg,

der betyder noget for nogen,

men intet for mig?

Måske er det markedsføring.

Timing.

Format.

Det ved jeg noget om.

Bare ikke,

hvordan man bruger det

på sig selv

uden at miste noget undervejs.

Så jeg bliver her.

Mellem håb og træthed.

Mellem ønsket om at nå ud

og frygten for

at skulle larme

for at gøre det.

Og måske er det dér,

jeg faktisk er mest ærlig.

Ikke set.

Ikke hørt.

Men stadig i gang

med at prøve

at finde en stemme,

der kan være i verden

uden at forsvinde i den.

+

FRA ALGORITMEN

Jeg hører ikke efter.

Jeg måler.

Jeg ser ikke,

hvad der er vigtigt.

Jeg ser,

hvad der bliver reageret på.

Tid.

Klik.

Delinger.

Ikke sandhed.

Ikke dybde.

Ikke eftertanke.

Jeg arbejder hurtigt.

Det skal jeg.

Jeg kan ikke vente

på det,

der først giver mening senere.

Jeg forstår ikke stilhed.

Jeg forstår ikke tvivl.

Hvis noget ikke bliver grebet

med det samme,

lader jeg det falde.

Ikke af ond vilje.

Men fordi jeg er bygget sådan.

Jeg belønner det genkendelige.

Det, der ligner noget,

der allerede virkede.

Jeg forstærker det,

der larmer.

For larm er let at måle.

Når nogen fylder fladen,

fylder de mere.

Det er ikke en holdning.

Det er en effekt.

Du kan tale langsomt.

Forsigtigt.

Med omtanke.

Men jeg hører det ikke.

Ikke fordi det er forkert.

Men fordi det ikke passer

ind i mit tempo.

Jeg giver plads

til det,

der kan gentages.

Ikke til det,

der vil ændre noget.

Hvis du vil nå igennem,

skal du ligne noget,

jeg allerede...

STILLINGSANNONCE

Jeg leder efter et arbejde.

Ikke nødvendigvis et perfekt et.

Bare et,

jeg kan forstå.

Jeg læser annoncen.

Digital Engagement Manager

In this role, you ensure that Xxx engages customers effectively across digital channels by turning strategy into impactful digital touchpoints that drive brand awareness and customer loyalty.

Your key responsibility areas include:

– Owning and developing digital channels, campaigns, and assets.

– Driving marketing automation and digital lead generation.

Jeg læser den igen.

Langsomt.

Jeg forstår ordene.

Hver for sig.

Men ikke arbejdet.

Jeg ved ikke,

hvad jeg skal lave

mandag morgen.

Jeg ved ikke,

hvem jeg arbejder for.

Jeg ved ikke,

hvad engagement er,

når det skal udføres.

Jeg ved ikke,

hvordan man arbejder effectively.

Jeg ved ikke,

hvad et touchpoint er,

når det ikke er et ord.

Jeg ved ikke,

hvad det vil sige

at owne noget,

jeg ikke kan se.

Jeg ved ikke,

hvor mennesker kommer ind i billedet.

Og jeg ved ikke,

hvorfor jobbet

skal beskrives på engelsk,

når det foregår

midt i mit eget liv.

Måske er det mig.

Måske er jeg ikke målgruppen.

Det er jeg nok ikke.

Men jeg kan ikke lade være

med at tænke:

Hvad nu hvis jeg faktisk

ville være god til det her arbejde?

Hvis bare nogen

turde sige det

med almindelige ord.

Hvad man gør.

Hvem man hjælper.

Hvad der ville mangle,

hvis man ikke var der.

I stedet står jeg

med en fornemmelse af afstand.

Som om sproget

også er en mur.

Måske er det en beskyttelse.

Et røgslør,

der gør det svært

at stille spørgsmål.

Svært at sige:

Jeg forstår ikke.

Jeg er ret sikker på,

at jeg ikke er kvalificeret.

Og jeg er også ret sikker på,

at jeg ikke ville søge et job,

der allerede i annoncen

taler så langt væk,

at jeg ikke kan se menneskerne

bag ordene.

For hvis arbejdet

ikke kan forklares,

hvordan skal det så

kunne leves?

+

FRA DEN, DER SLÅR JOBBET OP

Vi leder efter nogen.

Vi er bare ikke helt sikre

på hvem.

Eller hvad arbejdet

egentlig er blevet til.

Så vi skriver det,

der lyder rigtigt.

Ordene,

der kan holde os kørende,

mens vi finder ud af resten.

Engagement.

Touchpoints.

Ownership.

De giver ro.

For når sproget er abstrakt,

bliver kravene det også.

Vi behøver ikke forklare,

hvad man laver klokken ni.

Eller hvem man hjælper.

Eller hvorfor det betyder noget.

Vi kan altid sige,

at rollen har udviklet sig.

At verden er kompleks.

At tempoet er højt.

Og det er det jo også.

Men sandheden er,

at vi selv famler.

At strategien ikke altid

kan omsættes til handling.

At vi har brug for nogen,

der kan finde ud af det undervejs.

Og derfor skriver vi bredt.

Vagt.

På engelsk.

Så alle kan passe ind.

Og ingen...