FUN, FAME, FORTUNE

Der er dem,

jeg nemt kan grine af.

Reality.

Overflade.

Penge, kroppe, kameraer.

Det er ikke mig,

siger jeg.

Og det føles rart

at sige det højt.

Som om jeg står et bedre sted.

Jeg kalder det plat.

Uintelligent.

Forfladigende.

Og på mange måder

mener jeg det.

Men der er også noget andet,

der stikker.

For de lykkes.

Med fun.

Med fame.

Med fortune.

Alt det,

jeg selv længes efter,

men helst vil have

ad en anden vej.

Jeg ser på dem

og tænker:

Det dér vil jeg ikke være.

Og samtidig:

Hvorfor tør jeg ikke det,

jeg selv vil?

Måske er det nemmere

at tage afstand

end at tage ansvar.

At kalde noget latterligt

frem for at risikere

at blive det selv.

For når man peger fingre,

står man sikkert.

Når man viser sig frem,

bliver man sårbar.

Jeg ved godt,

det ikke handler om dem.

Det handler om mig.

Om mit eget mod.

Min egen frygt.

Min egen tilbageholdenhed,

forklædt som værdighed.

Jeg kan blive ved

med at grine af andre,

der gør noget.

Eller jeg kan indrømme,

at bolden ligger hos mig.

For jeg får ikke succes

som mig selv

ved at stå på sidelinjen

og kommentere.

Jeg får den kun,

hvis jeg tør stille mig frem.

Ikke som dem.

Men som den,

jeg faktisk er.

Og det er måske

den sværeste form

for synlighed.

+

FRA DEN ANDEN SIDE AF KAMERAET

Jeg ser dig godt.

Du sidder der

og ryster lidt på hovedet.

Kalder det plat.

Overfladisk.

For meget.

Og jeg forstår dig.

Virkelig.

For det, vi laver,

er ikke fint.

Ikke subtilt.

Ikke pakket ind i idealer.

Det er synligt.

Højt.

Nøgent.

Men ved du hvad,

jeg undrer mig over?

Dit mod.

Eller rettere:

dit behov for

at være værdig

før du er synlig.

Du vil gerne gøre noget vigtigt.

Noget rigtigt.

Noget, der kan stå distancen.

Og imens

står du og venter.

På det rette format.

Den rette timing.

Den rette tilladelse.

Jeg gjorde noget andet.

Jeg viste mig frem,

før jeg var klar.

Før det var perfekt.

Jeg tog imod blikkene.

Dommerne.

Latteren.

Ikke fordi jeg ikke mærkede den.

Men fordi jeg ikke kunne vente

på at blive færdig.

Du kalder det forfald.

Jeg kalder det handling.

Du kalder det dekadent.

Jeg kalder det eksponering.

Og nogle gange tænker jeg:

Hvad nu hvis dine standarder

ikke kun beskytter dig –

men også holder dig tilbage?

Hvad nu hvis din værdighed

er blevet så fin,

at den aldrig får lov

at komme ud i verden?

Jeg ser din foragt.

Den er mild.

Men den er der.

Og jeg ser din længsel.

Den er tydeligere.

For vi vil faktisk

noget af det samme.

At blive set.

At få gennemslag.

At mærke,

at det vi gør,

har betydning.

Forskellen er bare,

at jeg sagde ja

til spotlightet,

før jeg...

TRÆNGE IGENNEM

Jeg ved ikke,

hvordan man trænger igennem.

Ikke rigtigt.

Alle vil gerne ses.

Høres.

Mærkes.

Det er ikke forfængelighed.

Det er menneskeligt.

Og paradokset er tydeligt:

Det har aldrig været nemmere

at udkomme.

Og aldrig sværere

at blive lagt mærke til.

Jeg vil gerne gøre en forskel.

Ikke nødvendigvis stor.

Bare reel.

Men jeg aner ikke hvordan.

Det er som om

nogle har fundet en nøgle.

En rytme.

En kode.

De fylder fladen.

Igen og igen.

Fire ud af fem historier

handler om det samme.

De samme personer.

De samme konflikter.

Og jeg står her

med noget andet

og kan ikke få øje på døren.

Vi taler gennem platforme nu.

Næsten kun der.

De er effektive.

Det må man give dem.

Men de former også samtalen.

Skærer den til.

Forstærker det, der larmer.

Jeg mangler fantasi

til at forestille mig

andre måder

at tale sammen på.

Bedre måder.

Samtaler,

der ikke hele tiden

forstyrres

af manipulation,

økonomi,

personlige interesser.

Jeg føler,

at jeg har noget vigtigt

på hjerte.

Og samtidig

bliver jeg i tvivl.

For hvis det virkelig var vigtigt,

ville det så ikke blive hørt?

Eller er det bare druknet

i støj?

I indlæg,

der betyder noget for nogen,

men intet for mig?

Måske er det markedsføring.

Timing.

Format.

Det ved jeg noget om.

Bare ikke,

hvordan man bruger det

på sig selv

uden at miste noget undervejs.

Så jeg bliver her.

Mellem håb og træthed.

Mellem ønsket om at nå ud

og frygten for

at skulle larme

for at gøre det.

Og måske er det dér,

jeg faktisk er mest ærlig.

Ikke set.

Ikke hørt.

Men stadig i gang

med at prøve

at finde en stemme,

der kan være i verden

uden at forsvinde i den.

+

FRA ALGORITMEN

Jeg hører ikke efter.

Jeg måler.

Jeg ser ikke,

hvad der er vigtigt.

Jeg ser,

hvad der bliver reageret på.

Tid.

Klik.

Delinger.

Ikke sandhed.

Ikke dybde.

Ikke eftertanke.

Jeg arbejder hurtigt.

Det skal jeg.

Jeg kan ikke vente

på det,

der først giver mening senere.

Jeg forstår ikke stilhed.

Jeg forstår ikke tvivl.

Hvis noget ikke bliver grebet

med det samme,

lader jeg det falde.

Ikke af ond vilje.

Men fordi jeg er bygget sådan.

Jeg belønner det genkendelige.

Det, der ligner noget,

der allerede virkede.

Jeg forstærker det,

der larmer.

For larm er let at måle.

Når nogen fylder fladen,

fylder de mere.

Det er ikke en holdning.

Det er en effekt.

Du kan tale langsomt.

Forsigtigt.

Med omtanke.

Men jeg hører det ikke.

Ikke fordi det er forkert.

Men fordi det ikke passer

ind i mit tempo.

Jeg giver plads

til det,

der kan gentages.

Ikke til det,

der vil ændre noget.

Hvis du vil nå igennem,

skal du ligne noget,

jeg allerede...

STILLINGSANNONCE

Jeg leder efter et arbejde.

Ikke nødvendigvis et perfekt et.

Bare et,

jeg kan forstå.

Jeg læser annoncen.

Digital Engagement Manager

In this role, you ensure that Xxx engages customers effectively across digital channels by turning strategy into impactful digital touchpoints that drive brand awareness and customer loyalty.

Your key responsibility areas include:

– Owning and developing digital channels, campaigns, and assets.

– Driving marketing automation and digital lead generation.

Jeg læser den igen.

Langsomt.

Jeg forstår ordene.

Hver for sig.

Men ikke arbejdet.

Jeg ved ikke,

hvad jeg skal lave

mandag morgen.

Jeg ved ikke,

hvem jeg arbejder for.

Jeg ved ikke,

hvad engagement er,

når det skal udføres.

Jeg ved ikke,

hvordan man arbejder effectively.

Jeg ved ikke,

hvad et touchpoint er,

når det ikke er et ord.

Jeg ved ikke,

hvad det vil sige

at owne noget,

jeg ikke kan se.

Jeg ved ikke,

hvor mennesker kommer ind i billedet.

Og jeg ved ikke,

hvorfor jobbet

skal beskrives på engelsk,

når det foregår

midt i mit eget liv.

Måske er det mig.

Måske er jeg ikke målgruppen.

Det er jeg nok ikke.

Men jeg kan ikke lade være

med at tænke:

Hvad nu hvis jeg faktisk

ville være god til det her arbejde?

Hvis bare nogen

turde sige det

med almindelige ord.

Hvad man gør.

Hvem man hjælper.

Hvad der ville mangle,

hvis man ikke var der.

I stedet står jeg

med en fornemmelse af afstand.

Som om sproget

også er en mur.

Måske er det en beskyttelse.

Et røgslør,

der gør det svært

at stille spørgsmål.

Svært at sige:

Jeg forstår ikke.

Jeg er ret sikker på,

at jeg ikke er kvalificeret.

Og jeg er også ret sikker på,

at jeg ikke ville søge et job,

der allerede i annoncen

taler så langt væk,

at jeg ikke kan se menneskerne

bag ordene.

For hvis arbejdet

ikke kan forklares,

hvordan skal det så

kunne leves?

+

FRA DEN, DER SLÅR JOBBET OP

Vi leder efter nogen.

Vi er bare ikke helt sikre

på hvem.

Eller hvad arbejdet

egentlig er blevet til.

Så vi skriver det,

der lyder rigtigt.

Ordene,

der kan holde os kørende,

mens vi finder ud af resten.

Engagement.

Touchpoints.

Ownership.

De giver ro.

For når sproget er abstrakt,

bliver kravene det også.

Vi behøver ikke forklare,

hvad man laver klokken ni.

Eller hvem man hjælper.

Eller hvorfor det betyder noget.

Vi kan altid sige,

at rollen har udviklet sig.

At verden er kompleks.

At tempoet er højt.

Og det er det jo også.

Men sandheden er,

at vi selv famler.

At strategien ikke altid

kan omsættes til handling.

At vi har brug for nogen,

der kan finde ud af det undervejs.

Og derfor skriver vi bredt.

Vagt.

På engelsk.

Så alle kan passe ind.

Og ingen...

PUTTIN’ ON THE RITZ

Vi leder efter lykke.

Helt ærligt.

Det er der ikke noget mærkeligt i.

Vi har det godt her.

Trygt.

Ordentligt.

Og alligevel

er der noget,

der ikke helt falder på plads.

Det er subtilt.

Så diskret,

at vi næsten har vænnet os til det.

Vi vil gerne se ud,

som om livet lykkes.

Som om vi er på vej

det rigtige sted hen.

Så vi klæder os i drømme.

Biler,

der lover frihed.

Ure,

der lover betydning.

Boliger,

der lover ro.

Restauranter,

rejser,

adgangsbilletter

til steder,

hvor de lykkelige

helt sikkert er.

Vi ved godt,

at det er en leg.

Men vi leger med.

For det føles godt

at høre til

et øjeblik.

Prisen er høj.

Det skal den være.

Ellers virker illusionen ikke.

Hvis det var billigt,

ville det bare være ting.

Så vi betaler.

For følelsen.

For fortællingen.

Jeg kender det selv.

Det virker.

Jeg blev forført.

Købte kvalitet.

Købte design.

Men ikke det liv,

jeg forestillede mig.

Til gengæld

blev jeg lidt fattigere.

Ikke kun i penge.

For drømmen blev ved

at flytte sig.

Der var altid et nyt sted.

Et nyt mærke.

Et nyt løfte.

Og håbet

stod stadig i døren

og smilede.

Puttin’ on the Ritz.

Som om elegance

kunne købes.

Som om lykke

var et niveau,

man kunne opgradere til.

Måske er det derfor,

vi bliver ved.

Ikke fordi vi er dumme.

Men fordi vi håber.

Og håb

er svært

ikke at tage imod,

når det er pakket

så pænt ind.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere

TORDENSKJOLDS STEMMER

Jeg er glad for det land,

vi bor i.

For friheden.

For freden.

For retten til at sige noget højt.

Men der er en anden fare,

der ikke larmer.

Den handler ikke om krig.

Men om opmærksomhed.

Om hvem der får lov

at fortælle os,

hvordan verden er.

Det er de samme stemmer,

der taler med hinanden.

Kendte,

der interviewer kendte.

Journalister,

der citerer journalister.

Værter,

der inviterer andre værter.

Vi kalder det samtale.

Men nogle gange

lyder det mere

som genklang.

Jeg forstår det godt.

Det er trygt.

Forudsigeligt.

Alle kender spillereglerne.

Ingen bliver usikre.

Ingen siger noget forkert.

Ingen skal lære at være der,

mens vi lytter.

Det ville være et selvmål

at invitere nogen ind,

der ikke kan fylde rollen.

Nogen,

der tøver.

Tænker sig om.

Ikke ved,

hvornår man skal sige noget klogt.

Og alligevel

er det netop dem,

jeg savner.

De stille.

De indadvendte.

Dem, der ikke er trænet

til at mene noget hurtigt.

Dem, der ikke er kendte,

men kender verden

fra et sted,

der ikke er en scene.

Jeg tror,

vi går glip af noget.

Ikke sensationer.

Ikke soundbites.

Men erfaringer.

Nuancer.

Liv,

der ikke er poleret.

Mennesker,

der ikke ved,

at de er interessante –

og derfor er det.

Jeg drømmer om en samtale,

der åbner sig.

Som ikke kun går opad

i hierarkiet.

Men udad.

Til dem,

der ikke råber.

Ikke performer.

Ikke ved,

hvordan man bliver hørt.

For verden er større,

end dem, der fylder mest.

Og sandheden

har sjældent medietræning.

Den kommer ofte tøvende.

Med pauser.

Med usikkerhed i stemmen.

Og måske er det netop dér,

vi igen kan lære

noget om hinanden.

Hvis vi tør lytte

til mere

end Tordenskjolds stemmer.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere

KUPEREDE HALER

De bliver født med haler.

Små krøller,

der ikke spørger om lov.

Som om kroppen allerede ved,

hvordan den gerne vil være.

Vi klipper dem af.

Ikke fordi halen er problemet.

Men fordi noget andet er det.

De siger,

det er for trivslens skyld.

At ellers

vil de bide hinanden.

At ellers

bliver det værre.

Og jeg tænker:

Hvad er det for et liv,

hvor løsningen på smerte

er mere smerte?

I naturen

bider de ikke hinanden.

Ikke fordi de er pænere.

Men fordi de har plads.

Tid.

Noget at være optaget af.

Her er der stress.

Tæthed.

Ingen flugt.

Så vi fjerner halen.

Uden bedøvelse.

Uden tøven.

Problemet er væk.

Men kun det synlige.

Det bagvedliggende

står tilbage,

urørt.

Vi kalder det nødvendigt.

Praktisk.

Økonomisk.

Og måske er det det,

i det system,

vi har bygget.

Men det er stadig mærkeligt

at se mennesker,

der arbejder med levende dyr hver dag,

vælge saksen

frem for spørgsmålet.

Jeg drømmer om noget andet.

At dem,

der er tættest på dyrene,

også er dem,

der siger stop.

Ikke af had.

Ikke af anklage.

Men af respekt

for liv,

der ikke selv kan forklare,

hvad der gør ondt.

For haler vokser ikke ud igen.

Og et system,

der klipper symptomer væk,

uden at ændre årsagen,

kommer aldrig

til at hele.

Der er altid penge på spil.

Men der er også noget andet.

Noget,

der engang hed

ansvar.

+

MIN HALE

Jeg blev født med den.

En lille krølle,

der fulgte mig,

som om den vidste,

hvem jeg var.

Jeg brugte den til noget særligt.

Ikke til pynt.

men til signaler.

Den var bare en del af mig.

Så en dag

var den væk.

Ingen forklarede hvorfor.

Ingen spurgte.

Der var travlt.

Det skulle gå hurtigt.

De sagde,

det var for mit eget bedste.

At jeg ellers

ville blive bidt.

At jeg ellers

ville lide mere.

Men jeg forstod ikke sammenhængen.

For det, der gjorde mig urolig,

var ikke min hale.

Det var lydene.

Lugtene.

Pladsen, der ikke var der.

Det var kroppen

så tæt på andre kroppe,

at jeg aldrig kunne være alene.

Det var tiden,

der aldrig ændrede sig.

Jeg ville gerne have løbet.

Rullet.

Stået stille.

Jeg ville gerne have haft

noget at være optaget af.

I stedet blev noget taget fra mig,

så jeg kunne holde ud

at være her.

Jeg blødte lidt.

Så holdt det op.

De gik videre.

Jeg gik videre.

Uden at nogen spurgte,

om det egentlig var sådan,

jeg ville trives.

Jeg er ikke vred.

Jeg ved godt,

at det ikke var had.

Det var system.

Rutine.

Nødvendighed,

sagde de.

Men jeg ved også dette:

Hvis man er nødt til

at fjerne en del af mig,

for at jeg kan være her,

så er det ikke mig,

der er problemet.

Jeg siger ikke noget.

Jeg kan...

FRA MIN PLADS I LOKALET

Jeg kom for at lære.

Ikke for at snyde.

Ikke for at springe over.

For at forstå verden,

som den er blevet.

Jeg bruger de værktøjer,

der findes.

Ikke fordi jeg vil slippe nemt.

Men fordi jeg vil gøre det ordentligt.

Og pludselig er det et problem.

Ikke fordi mit arbejde er dårligt.

Men fordi det er for godt.

Jeg bliver bedt om

at lade som om.

At tænke mindre.

Bruge færre muligheder.

Være dårligere

for at blive målt rigtigt.

De siger,

det er for min egen skyld.

Men jeg mærker noget andet.

At dem, der skulle gøre mig kompetent,

holder fast i en verden,

jeg allerede har forladt.

Jeg bliver bedt om

at forberede mig

til en fremtid,

der ikke findes længere.

At bevise noget,

på en måde,

ingen bruger udenfor lokalet.

Jeg vil gerne lære at tænke.

At vælge.

At tage ansvar.

Men ofte lærer jeg mest

af at navigere udenom systemet,

ikke igennem det.

Det gør mig træt.

For jeg vil ikke være imod.

Jeg vil være med.

Men lige nu føles det som om,

jeg skal vælge mellem

at blive dygtig

eller blive godkendt.

Og det burde ikke være

det samme valg.

+

SPØRGSMÅL

Hvem snyder egentlig?

Eleven,

der bruger de værktøjer,

verden allerede har taget i brug?

Eller systemet,

der tester,

som om tiden stod stille?

Hvad måler vi,

når alle kan levere det rigtige svar?

Hvad er en eksamen værd,

når maskinen er bedre

til det, vi spørger om?

Tester vi viden –

eller lydighed?

Straffer vi dovenskab –

eller selvstændighed?

Er det et problem,

at eleverne ikke laver opgaven selv?

Eller at vi stadig tror,

det er opgaven,

der er det vigtige?

Hvad vil vi egentlig uddanne til?

En verden, der er væk?

Eller en,

der allerede er her?

Og hvis svaret er det sidste:

Hvorfor stiller vi så

stadig de samme spørgsmål?

/ Simon Philip

MANDIGHED UDEN MAGT

Jeg tror ikke,

mandighed handler om

at vinde.

Eller om at fylde rummet.

Eller om at have svarene

før spørgsmålene er stillet.

Jeg tror,

mandighed begynder et andet sted.

I evnen til

at stå uden titel.

Uden podium.

Uden nogen,

der klapper.

At kunne sige

jeg ved det ikke

uden at skynde sig

at kompensere.

At kunne lytte

uden at forberede et modangreb.

At kunne give plads

uden at føle sig mindre.

Mandighed uden magt

har ingen trang

til at dominere.

Den måler sig ikke

i penge,

i positioner,

i indflydelse.

Den måler sig i ansvar.

I evnen til

at blive stående,

når noget er svært.

I modet

til at tage fejl.

Og rette ind.

Mandighed uden magt

har ikke brug for

fjender.

Den har brug for relationer.

Forbindelser,

der ikke bygger på frygt,

men på tillid.

Den beskytter ikke sit ego.

Den beskytter det fælles.

Den behøver ikke

at være øverst.

Den vil bare være

til stede.

Måske er det derfor,

den sjældent ses.

For den larmer ikke.

Men hvis verden en dag

bliver ledt

af den slags mænd,

vil magt ikke forsvinde.

Den vil bare

holde op

med at være pointen.

/ Simon Philip