Résultats de "Caspar Eric" dans Toutes les catégories

"Med Nye" balancer griber Caspar Eric tilbage til sin tidligere digtsamling "Nike", hvor han i 2015 skrev om at være en handicappet krop i verden. I sin nye samling, der bærer genrebetegnelsen 'handicapdigte', italesætter Caspar Eric handicappet mere kropsligt og direkte, og samfundets stigmatisering og diskrimination af ‘det anderledes’ problematiseres med poppet præcision. Samtidig leder digtene efter nye fysiske og poetiske måder at findes i verden på og måske også efter et sprog, der kan røre os — med humor, power og et skarpt blik på krydsfeltet mellem det private og det politiske.

Caspar Erics Vi kan gøre meget er tolv digtsuiter fra og om en verden i undtagelsestilstand. En verden, hvor det unormale pludselig er blevet normalt. Hvor de globale kriser er rykket helt ind i parforholdet, i festerne med venner og i nattens drømme. Det er en digtsamling om at leve i en slags hverdagsdystopi, hvor døden er blevet en naturlig del af livet, og hvor afmagten og vreden og metaltrætheden har sat ind.

"Alt hvad du ejer" handler om tab; tabet af et barn, af en kæreste og af forbindelser, der knytter den unge mand i teksten til verden. Men Caspar Eric retter her også blikket mod, hvordan næstekærligheden kan findes frem og aktiveres i de tab, og hvordan det lille private sorgrum kan pege ud på de større bevægelser, der er i gang i verden. For "Alt hvad du ejer" handler også om sorg og hukommelse og hvilke begivenheder, der får lov at være en del af historien.

Med "Avatar" bevæger Caspar Eric sig fra livet mod døden i sin serie af digtsamlinger om den nutidige popkultur, hvor "7/11" og " Nike" tidligere er udkommet. I "Avatar" er de otte digte eller suiter baseret på forskellige tekster, udsagn eller kunstværker af og om unge mænd, der har begået selvmord, og som tematiserer melankoli, kapitalisme, kravet om det gode liv og selvmordet. Således bevæger serien sig fra det vrede og smadrede til det desperate og ødelæggende.

Katastrofen vækker en ømhed, en medmenneskelighed på det private og det overordnede plan, men gør det også besværligt at leve op til den medmenneskelighed. I de nye digte er der et oplagt perspektiv; at vi alle er underlagt de samme vilkår, høje som lave i samfundet skal følge samme regler. Hvad gør det ved den enkelte? Hvordan reagerer vi på begrænsningerne? Hvad gør det helt konkret ved os, hvilke tanker sætter det i gang hos os, at vi befinder os i denne situation af kontroltab? Og hvad sker der, når ideen om, at vi er i samme båd, begynder at krakelere?