Résultats de "Jørgen Leth" dans Toutes les catégories

ZOMBIE er Jørgen Leths vilde og blodige, foruroligende og deliriske, afklarede og nøgterne digte fra tærsklen mellem livet og døden. Her er blodige munde, en telefon ringer i det fjerne, zombier lever deres tågede horrorliv, og et jeg mærker sin egen forsvinden. Og det gør ikke noget, at det gør lidt ondt.

”Salighed, ro, nydelse. / Jeg bryder i dag med vilje den kronologi jeg har fulgt med fortællingerne om mine film. / Det gør jeg, fordi min ryg bliver masseret meget grundigt og præcist på en solid blå træbriks, mens jeg lytter til den franske komponist Erik Saties pianostykker Gnossiennes, som Paola tilfældigt har valgt på computeren. Det er den musik, jeg brugte i filmen 66 scener fra Amerika, og den hensætter mig altid i en særlig vemodig stemning.”

Jørgen Leths ikoniske digtklassiker fra 1967 om cykling og bordtennis. I nyt lækkert udstyr og med nyt digt fra 2018.

I anledning af Jørgen Leths 80-års fødselsdag 14. juni 2017 udkommer "Men jeg er her jo", der er en lille meditations- og erindringsbog skrevet i Rom og Haiti. I Rom beskriver Jørgen Leth et liv i irritation og manglende inspiration og hans desperation over livets vrimmel og påtrængende fantasier. I Haiti er han alene og meget optaget af at studere et par skildpadders seksualliv.

Jørgen Leth skriver fra et Haiti, der står ved År Nul. Historierne, der er samlet i denne bog, følger Haiti gennem to dramatiske årtier, fra Jørgen Leth i 1991 står på den grønne plæne foran Aristides hvide præsidentpalads og føler sig som vidne til et magisk øjeblik, frem til jordskælvet, der i 2010 lægger nationen øde. En utrolig historie om overlevelse på trods af alle odds, om kup og modkup, diktatur, politiske intriger og blodige magtspil, fortalt med lige dele kynisme og hjertevarme.

"Det bliver ikke væk" er en samling vilde og vrisne, desperate, humoristiske og veloplagte digte om at blive gammel og træt, om at få sorte huller i hukommelsen, om at undres og forarges, blive væltet omkuld af vestenvinden og miste grebet og ævred og inspirationen. Der er kærlighedsdigte og heltedigte, landskabsdigte og cykeldigte, diktummer og besværgelser og væltede mareridtsdigte, som trækker linjer tilbage til Jørgen Leths 1960'er volapykdigte, men nu med den rå desperation, der kommer af at skrive sig op imod døden.

Fra Coppi og Bartali til Vingegaard og Pogacar fra 1940’erne til 2020’erne, fortæller Jørgen Leth de seneste firs års cykelhistorie. “Jeg lægger det ind i cykelløbene, som jeg ser. Det er min historie. Cykelrytterne kører på cykel. De kører fra et sted til et andet. De kører op, og de kører ned. Den, der kommer først, har vundet. Undervejs sker der nogle ting. Så enkelt er det. Ud af disse enkle hændelser træder personer, som ser direkte ud af billederne i et forsøg på at lave noget uventet. Vi er klar til at se det og indramme det. Det bliver billeder i en ramme."