True Crime Authors

En 7-årig pige udsattes for en oprørerende seksualforbrydelse, myrdedes og skjultes i en affaldspapirsæk, der blev kastet i en sø. Hele Danmark forfærdes.

Lørdag den 2. oktober 1993 blev der begået et drab i Gentofte nord for København – et drab, der blev meget omtalt i medierne, ikke mindst fordi drabsvåbnet var meget usædvanligt, en moderne armbrøst beregnet som jagt eller konkurrencevåben.

Mormoderen var gået ned i sin forretning midt om natten for at overraske en tyv. Det var ikke lykkedes hende. Og nu lå hun der i kældertrappen – slået ihjel.

En sommereftermiddag gør nogle legende børn et uhyggeligt fund på en ukrudtbevokset grund i Esbjergs indre by: Under deres søgen efter tomme flasker opdager de nogle beklædningsgenstande, og da de vil kigge nøjere på dem, ser de noget stikke op af jorden lige ved siden af. Til deres rædsel finder de ud af, at det er de okkeklædte fødder af et menneske, der er gravet ned på stedet.

Mange forbrydelser har mere eller mindre deres udspring i overdreven spiritusindtagelse, hvilket også er tilfældet i den følgende beretning, hvor en meget ung mand var så tæt på at blive drabsmand, som man kan komme det, men hvor netop øl paradoksalt nok var den direkte årsag til, at han ikke blev det.

Sikring af fingeraftryk er som bekendt et vigtigt bevismiddel i politiets efterforskning, og det gælder såvel de alvorlige drabssager, som det gælder i de mindre grove forbrydelser. Jeg vil ikke her komme ind på det rent tekniske i forbindelse med fingeraftryk, men blot nævne, at alle mennesker har individuelle fingeraftryk. Dette har i nogen udstrækning været kendt i tusinder af år, og allerede i det gamle Babylon brugtes fingeraftryk på lertavler som garanti mod forfalskninger.

Selv den bedste ninja kan indimellem blive sat ud af spillet. En dag er der brug for en ninja, men Niller kan ikke forvandle sig til Ninja Niller. Så er det godt, at Simon kan træde til i stedet.

Det lyder næsten utroligt, men ikke desto mindre afsonede denne artikels hovedperson to gange i sit liv en straf på 16 års fængsel, eller tugthus, som det dengang hed. Den første af de to domme fik han som 22-årig i 1903, men allerede før var han en god kending af politiet, idet han forinden havde afsonet tre år i forbedringshus for en række tyverier.

I tiden fra d. 4/8 1977 til d. 1/5 1978 – altså 9 måneder – levede den københavnske befolkning i en næsten konstant frygt for at blive ofre for den bombeterror, der blev udøvet specielt i den nordvestlige del af byen.

I enhver storby findes der måske dobbelt så mange alkoholikere som narkomaner, der ligesom disse dagligt nødvendigvis skal skaffe penge til det nødvendige antal genstande.

Under hensyn til, at udbyttet af udåden kun blev sølle 420 kroner til deling mellem de to gerningsmænd, kunne man vel på forhånd anse disse for endog særdeles afstumpede, men hertil må det dog retfærdighedsvis – hvis dette ord da kan benyttes i denne forbindelse, siges, at ugerningsmændene ikke uden grund havde regnet med et udbytte af helt anderledes omfang.

Bankrøverier var noget, man talte om i gamle dage, og som fandt sted helt ovre i USA, men som al anden kriminalitet bredte denne kriminalitetssektor sig også til den øvrige vestlige verden. Også i vort sociale velfærdsland er denne kriminalitet ved at blive en hverdagsbegivenhed. Mange af disse røverier er udført mere eller mindre dilletantiske, men i det følgende skal berettes om et bankrøveri, der var vel planlagt og udført meget professionelt.

Landet over er der gennem tiderne blevet drevet ulovlig jagt, krybskytteri ved nattetide. En del af disse ulovligheder anmeldes til politiet, men i mange tilfælde foretager de jagtberettigede sig ikke noget, måske ud fra den overbevisning, at det ikke er muligt at finde frem til gerningsmanden.

I forbindelse med nogle husbesættelser i København har der været en kraftig debat om politiets magtanvendelse, og her tænkes specielt på brugen af tåregas. En del af dagspressen og flere politikere fandt, at politiet ved brug af tåregas havde foretaget en optrapning.

Det siges ofte, at vanen er menneskets halve liv, og det gælder også det kriminelle menneske, der ofte et helt liv igennem anvender samme fremgangsmåde under kriminelle handlinger, såsom indbrud, bedrageri, plattenslageri og lignende.

Tidligt om morgenen søndag den 2. september 1979 fandtes i en baggård på Vesterbro i København et lemlæstet lig af en ung mand. Hvem var han og hvor kom han fra? Forelå der er en forbrydelse, måske en seksualforbrydelse, måske en likvidering eller kunne det være et ulykkestilfælde?

Det, der i starten af denne sag så ud som et færdselsuheld, viste sig at være en kompliceret drabssag, hvor gerningsmanden efter en omfattende og grundig politiefterforskning blev idømt 10 års fængsel for overlagt drab.

I København og omegn blev der i perioden fra 1976 til 1983 forøvet en række grove røverier mod supermarkeder og posthuse, hvor især to røverier i 1983 var særligt udbytterige.

I vore dage, hvor kniven hos mange sidder løst i ærmet, og hvor skuddramaer er om ikke dagligdags så dog så almindelige, at der skal ganske særlige omstændigheder til for at give dem større presseomtale, kan overskriftens bestemte form måske synes lidet oplysende om, hvilket drama den dækker over. I det mindste for de yngre årgange. Der er er tale om dobbeltmordet på Peter Bangsvej, hvor ukendte drabsmand- eller mænd på bestialsk måde myrdede kontorchef Vilhelm Jacobsen og dennes hustru.

Artiklens hovedperson var en dygtig jurist, der allerede i en alder af kun 30 år blev højesteretssagfører, og som meget hurtigt fik stor indflydelse på mange områder.